Sofi Arnholm

Det var gennem sin kærlighed til farve og form og til at fortælle historier gennem smukke ting, at Sofi Arnholm til sidst fandt frem til sin indretningsstudio, So Fine Design. Vejen dertil var lidt snoet med afstikkere via både San Francisco for studier og nogle toneangivende år på reklamebureau. Sofis forskellige roller på reklamebureauet har været mange, både grafisk designer, formgiver, projektleder og bureauchef. Samtlige roller skulle vise sig at være virkelig nyttige at have med i bagagen, da hun til sidst lukkede døren til reklameverdenen og besluttede sig for at satse på sin drøm: sin egen indretningsstudio.

Efterhånden som opgaverne kom ind, og studiet voksede organisk, indså Sofi, at hun havde brug for at komme ud i verden for at finde inspiration, viden og leverandører. Rejserne gik til yndlingsbyer som Paris, London, Milano og New York, hvor hun studerede alt fra messer, hoteller og private hjem.

Stilen og det æstetiske udtryk, der sammenfatter Sofi Arnholms design, ligger i høj grad netop i farvekombinationerne og i den måde, hun mixer mønstre på, men også i den opmærksomhed, hun giver detaljerne. Sofis design er langt fra det, man i daglig tale kalder skandinavisk, og skalaer i hvidt og gråt er mest bemærkelsesværdige ved deres fravær. Sofis design er stort og hjertevarmt, kulører, der trækker mod brændte toner, bruges generøst. Mønstre fra forskellige universer møder hinanden, og detaljer, som får folk til at hæve øjenbrynene lidt, standse op og tænke sig om, er Sofis signatur.

”Jeg har altid haft en lille ræv bag øret, og det føles så naturligt, at det er en del af det, jeg skaber. At tilføre humor i alle de hjem, jeg indretter, er ikke noget, jeg nogensinde har tænkt over, men noget, der mangler, hvis jeg ikke får lov at gøre det. Når jeg ser design, som er smukt, samtidig med at det er smart og sjovt, så får jeg sådan en sitren i hele kroppen.”

Interessen for interiør og det at skabe har altid fyldt meget i Sofis liv. Som barn voksede hun op i et meget elegant hjem. Det var hvidt med designklassikere og enkelte mønstrede møbler eller detaljer. Men det var først, da Sofi flyttede til San Francisco for at studere grafisk design, at døren, hun tidligere kun havde åbnet på klem, blev slået helt op.

”Da jeg studerede i San Francisco, mødte jeg en britisk fyr, som jeg flyttede ind hos. Vi var så unge, så han boede stadig hos sin mor, og det var hende, der virkelig åbnede mine øjne for design, som kunne mærkes helt ind i sjælen. At se hendes gule svampemalede vægge og store solrosor i stuen og knaldrøde cocktailtomater som stilleben i køkkenet – jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Deres hus i Provence var så langt fra hvide vægge i Kungälv, som man kunne komme. Det blev en ekstra dimension af nydelse, hvor livsstil og æstetik flød sømløst sammen.”

Hjemmet som et sted, hvor man bare kan være, hvile og finde ny inspiration, er vigtigt, mener Sofi, og det bliver kun tydeligere for hvert hjem, hun indretter. Et hjem er ikke et showroom, og det er heller ikke et sted, som kun skal være smukt at se på. At tage fat på et projekt og skabe en andens hjem er en stor opgave, det er stedet, hvor livet skal leves, og hvor store ting kommer til at ske, det er ikke et udstillingsvindue.

”Et hjem skal for mig være et kort over minder og oplevelser, som tilsammen fortæller en historie. Det skal vise personlighed! Jeg køber ofte en detalje med hjem fra en rejse eller en begivenhed, når jeg er ude med min familie, som jeg derefter placerer i hjemmet; det bliver på en måde som små fodspor fra vores liv. Jeg kan godt lide tanken om, at et hjem folder sig ud for dem, der besøger det, at det opdages gradvist, jo længere man kommer ind i et rum. Bliver man serveret det hele på én gang, bliver rummet så forudsigeligt, og så forsvinder noget af det legende, og det bliver unødigt fladt. Her bliver blandingen af gammelt, nyt, diskret og dristigt ekstra vigtig.

Det er ikke helt enkelt at skabe et hjem for en anden, hvor netop disse detaljer skal have plads og forenes med æstetikken. Nogle gange er det det unikke eller det skæve ved en bestemt genstand, der bliver det særlige. Jeg vil skabe noget smukt, uden at det bliver et museum. Et hjem skal jo afspejle dem, der bor der, og i det er der plads til en masse ting, som skiller sig ud, og det bliver ofte rigtig sjovt.”

Når Sofi sammen med sin indretningsarkitekt kaster sig over projekter, begynder det altid med at møde familien for at se, om de taler om den samme verden.

”Vi møder som regel altid nye kunder i vores designstudio i Stockholm, hvor de træder direkte ind i vores verden, og samtalen flyder naturligt over i design og forskellige referencer.

En styrke, jeg har med mig fra min barndom i en stor og geografisk spredt familie, er, at mine antenner hele tiden er ude. Det er vigtigt for mig at læse rummet, og en stor del af mit arbejde med de familier, jeg designer for, er at sikre, at alles stemmer bliver hørt, og at de møder hinanden i de beslutninger, der bliver truffet, og det gør jeg næsten altid med humor. Nogle gange handler det virkelig også om at høre det, de ikke siger. Jeg bliver næsten som den terapeut, de ikke vidste, de havde.”

Sofi starter sin designproces med væggene og arbejder sig derefter ind i rummet. Hun taler meget om at klæde rummet i kulør og allerhelst med tapet.

”Min inspiration kommer næsten altid fra England og Frankrig, når det gælder tapeter, der klæder et rum, for dér kaldes det faktisk wall covering i stedet for wallpaper. Det synes jeg beskriver det så meget bedre. Selv når jeg arbejder med ensfarvede vægge, foretrækker jeg tapet frem for maling. Jeg kan lide tapeter, fordi det helt naturligt giver den der varme, omsorgsfulde og endda omfavnende følelse. De gange, jeg arbejder med mønstrede tapeter, foretrækker jeg at lade væggene tale og holde resten af rummet roligere og i stedet tage motivets farver op i detaljer, møbler og snedkerarbejde.”

I stuen hjemme hos Sofi pryder tapetet Oilpainting Landscape væggene. Valget var instinktivt og øjeblikkeligt; det var skovlundens varme og det let uopdagede i den, sammen med den tryghed skoven giver hende, som afgjorde valget. At klæde sin stue i motivet føltes naturligt; hun mærkede det i hele kroppen, og det satte fantasien fri.

”I tapetet i min stue er der lag, det føles, som om nogen har stået foran denne skovlund, beundret den og fantaseret om alt det, der kan ske dér, og derefter malet den. Alle de grønne nuancer indfanger rummet og gør det til et maleri.”

Grøn er Sofis yndlingsfarve, som hun altid vender tilbage til i sit design, og hun beskriver grøn som sit hvide.

Det grønne giver den varme følelse, som Sofi leder efter; den er beroligende og vækker stærke minder fra barndommen. Grøn leder tankerne hen på et særligt sted, en løvskov nær barndomshjemmet i Kungälv. Skoven blev et fristed for hende og vennerne, et sted for eventyr og dagdrømmeri. I hendes skovlund fik fantasien altid fat blandt trækronerne.

”For mig er dette tapet som de vidder, Jane Austen beskriver; det tager mig til andre verdener. Jeg har altid elsket eventyr og at drømme mig væk til andre steder, og det gør jeg stadig, men i dag fortæller jeg historier på andre måder, i det design jeg skaber. Det er, som om de hjem, jeg skaber, bliver fortællingernes kulisser, og karaktererne er de mennesker, der bor der.”